Thursday 2 August 2012

Ros bil halib (Rice pudding) med ribsovertræk


I anledning af Ramadanen vil jeg da lige give et lille blogindlæg. I ramadanmåned bliver der altid gjort lidt ekstra ud af maden og til tider (læs oftest) kommer der også mere mad på bordet end nogen omkring det kan konsummere. Det er nok både en blanding af, at man faktisk slet ikke kan spise så meget som man har fantaseret om hele dagen, og at der måske også kommer en ekstra ret eller to med på bordet. Så skal vi da heller ikke glemme alt det søde omkring ramadanen, for ramadan måned er bogstavlig talt sød:) Jeg er personligt ikke så vild med de ekstra søde arabiske kager og desserter, men en del af dem holder jeg dog af. Blandt andre denne Ros bhalib som oversat betyder "ris i mælk", som er en slags risbudding sødet og smagt til med rosevand, kanel og sukker. Normalt bliver den lavet RIGTIG sød, men jeg holder igen med sukkeret. I den her opskrift har jeg ekperimenteret lidt med desserten for at give den søde smag en kontrast. Hvad er mere surt end ribs? ja det ved jeg ikke helt selv, men jeg plukkede i hvertfald de modne ribs og en håndfuld jordbær ude fra haven og lavede et lækkert bærovertræk til risbuddingen. Ikke nok med det så hammerende godt ud med farverne så smagte det også fantastisk og jeg blev tilfreds med min fusion af køkkener:)

Det skal man bruge (ca. 5-7 portioner):

3/4 kop grødris
1,25 liter let eller sødmælk
1/2 kop sukker
1 kanelstang
1/2 flækket vaniljestang
2 tsk rosenvand
en sjat fløde

1. Bring mælk, kanelstang og ris i kog og skru helt ned for varmen og lad det simre en times tid under låg til det har en konsistens som en meget tynd risengrød. Imens laves ribs eller bærovertræk.

2. Tilsæt sukker, rosenvand og fløde og lad simre i endnu 5 min.

3. Hæld risbuddingen op i portionsskåle og lad dem stå og køle af.

4. Ribsene nippes og varmes op i en gryde sammen med jordbærene. 3 spsk sukker og den anden halvdel af den flækkede vaniljestang tilsættes og det hele koger op. Skru ned for varmen og lad stå og simre i ca. 10 min. Passér coulissen gennem en sigte så kerne fra ribsene bliver frasorteret. Lad køle og blend med en stavblender til en ensartet masse.

5. Når risbuddingen er afkølet og har dannet en skorpe i toppen hældes et tyndt lag bær ovenpå. Lad køle i køleskab i et par timer og pynt ved servering med hakkede pistacienødder.

Velbekomme:)

Lidt ekstra.... Samme aften fik vi honningglasseret kalkunsteg og flødekartofler til hovedret. Den klassike libanesiske ramadan forret var den lækre sprøde og syrlige fatoush-salat:)


4 comments:

  1. Synes det er flot dessert- den kunne jeg godt finde på at lave en dag :-)

    ReplyDelete
  2. Hej Sara,

    Ja den er rigtig fin og festlig og så med de danske farver:) Det er vigtigt lige at smage til med det sure og søde, min ribs blev lidt for sur da jeg ikke kunne smage den til pga fasten:)

    Mvh Mariam

    ReplyDelete
  3. Jeg elsker ris "grød" af alle arter. Det var en god ide med med ribs overtræk og smuk er det også .
    mvh Misbah

    ReplyDelete
  4. Kan man lave den vegansk, altså på vand eller måske med både rismel og grødris ?

    ReplyDelete