I weekenden holdte Pometet åbenthus igen i år:) Det er andet år vi tager afsted for at smage på æbler og samle nogen med hjem, det er så hyggeligt og skal helt sikkert gøres til en tradition.
Pometet er Danmarks genbank for en stor samling af frugttræer og buske, der ligger ude i Taastrup og hører til det Biovidenskabelige Fakultet, hvor jeg selv studerer. De har en samling på omkring 2000 forskellige frugtsorter, hvor 800 af dem KUN er æbler!
Hvert år i september måned, hvor der jo er højsæson specielt for æbler, holder de åbenthus, hvor alle er velkomne til at komme forbi og bl.a smage på de mange æbler, få sig et glas frisklavet æblemost og et stykke gammeldags æblekage, få en guidet tur rundt på plantagen (eller gå en tur på egen hånd) eller se på de forskellige udstillinger.
For at gøre dagen helt perfekt var det så smukt vejr og vi nød virkelig at gå rundt blandt de mange frugttræer og se og smage alle de forskellige æbler, sure, søde, bitre, aromatiske, friske, nøddesmag, ananassmag, store små, aflanget, røde, grønne, hvide, gule, violette og jeg kunne blive ved.... Se bare de smukke røde næsten poleret æbler øverst på billedet. Så lille et træ men så mange frugter, er det ikke fantastisk?:)
Sådan står de på rad og rækker i potteplanter inden de bliver plantet ud:
Den helt store æblesmagning....hvilken sort er din favorit?
Den automatiske "æblemost-maker". Først hakkes æblerne til en grov grød i denne kværner:
hvorefter grøden bliver smidt over i dette cylinder med en "gummibold" indeni, som udvider sig og presser al grøden ud i siden på cylinderen, så saften kan løbe fra:
Der er også en manuel en af slagsen, som man kan erhverve sig for 1600kr:
Pometet har også deres egne bier, og vi var så heldige at kunne få lov til at købe deres lækre honing:
Her viste de nogen af deres bier frem, det så ret vildt ud, og hvis man ledte godt efter kunne man få øje på den dobbelt så store droning:)
Og sidst men ikke mindst; min egen fangst:) Selvom det ikke var tilladt at plukke fra træerne, var der jo en del at hente fra de nedfaldne æbler. Mange af dem var ganske pæne og var lige faldet fra træet, så jeg fik en sæk forskellige æbler med hjem som jeg skal eksperimentere med de næste dage. Så regn med at få en del æbleopskrifter:)
No comments:
Post a Comment