Den her Thai-ret er min ynglings. I sin tid da jeg lærte min nuværende mand at kende plejede vi altid at gå ned til en lille take-away thai ved enden af nyhavn og bestille to kokosmælk retter, enten med rød karry, panang eller grøn karry, og derefter gå ned i dronningens have og sidde der i solen og spise vores mad. Det var lidt uhandy med sovs og ris og rejer med haler, men det var det hele værd:) Efterhånden kunne vi godt se at det måske ville gå hen og blive lidt for dyrt hvis skulle spise der så ofte, så det endte med at jeg stod og kiggede hvordan de lavede retten og gik derefter hjem og udviklede den selv. og så på min lidt egen måde:)
Kongerejerne plejer jeg at købe hos min lokale grønthandler på nørrebro til 80kr kilo, og den røde karrypasta fås i de fleste store supermarkeder, føtex, irma, superbest m.f, ellers også hos grønthandleren på nørrebro:)
Det skal man bruge:
1 1/2 dåse kokosmælk
2 spsk rød karrypasta
Kongerejer nok til 2 personer (ca. 15 stk.)
En lille bakke sukkerærter (sugarsnacks)
2 gulerødder
1 lille dåse ananas
1/2 dåse babymajs
1 lille dåse bambusskud
Godt med champignoner
1 peberfrugt, evt i forskellige farver
et drys sukker
lidt salt og peber
Ved servering drys evt. med lidt grofthakket cashewnødder
1. Varm en wok og svits den røde karry ganske lidt. Hæld kokosmælken over og lad det koge lidt op. Skru derefter ned for varmen, indtil grøntsagerne er ordnet.
2. Peberfrugt og gulerødder skæres i stave og champignoner skæres i kvarte. De tilsættes Kokosmælken sammen med de vaskede sukkerærter.
3. 5 min. efter, grøntsagerne skal stadig have deres faste konsistens, tilsættes ananas, babymajs og bambusskud (vandet fra dem sies selvfølgelig fra).
4. Det hele simre i 5-10 min, mens kongerejerne gøres klar. Kongerejernes skal pilles af og halen efterlades på. Der laves et snit langs "ryggen" af rejen og den sorte tråd, der er langs snittet, fjernes. Det er ikke på alle rejer den er sort, kan også være gennemsigtig i farven.
5. Smid de pillede kongerejer i wokken og lad det hele simre indtil rejerne har skiftet farve fra mørke til lyserøde. Rejer skal ikke ha' så meget, da de ellers bliver seje. Smag til med sukker, salt og peber og server med ris.
Velbekommen!
Det kan anbefales at lave denne ret med citrongræs, ingefær, og hvidløg til at svitse i starten, inden karryen tilsættes, og vende hele retten i hakkede friske koriander-blade til sidst (det lyder måske af mange kryderier, men det giver et rigtigt fint smagsindtryk, hvor smagende spiller smukt sammen, og alligevel kan kendes fra hinanden). Derimod kan babymajs, ananas og bambusskud, sagtens undlades - personligt er jeg ikke super vild med disse ingredienser, hverken smagsmæssigt eller prismæssigt. Derudover sørgede jeg for at have så lidt kokusmælk i at grøntsagerne svitsedes - og ikke kogte - på den måde bevarede retten "bid".
ReplyDeleteMin kæreste har aldrig været SÅ begejstret for en ret lavet hjemme. Denne ret syntes han, at vi skulle servere for ALLE vi holder af.
Til retten drak vi cremant, hvilket kunne fås til en flad 50'er og gjorde menuen ekstra festlig.
Alt i alt en fantastisk måde at peppe en helt almindelig torsdag op.
Anne-Louise tak for dine anbefalinger:) denne ret er intet mindre end fantastisk:)
DeleteMvh mariam