Det her er en varm "salat", som hedder foul (hestebønner). Foul bliver spist som sen morgen ala brunch, enten blev alle grøntsagerne integreret i retten eller ved siden af så man selv kan sammensætte som man behager. Den består af hestebønner og kikærter som bliver lækkert beklædt med en dressing af olivenolie, pebermynte, hvidløg og citron.
Her serveret med det arabiske durumbrød.
Det skal man bruge (2 personer):
1 dåse foul, den libanesiske eller palæstinesiske udgave (halv kikærter, halv hestebønner) -fås hos samtlige grønthandlere
1 mellemstort fed hvidløg
saften fra en halv citron
en god sjat god olivenolie (måske 2-3 spsk.)
1 tsk salt
1 lille håndfuld hakket bredbladet persille
1 tomat i små tern
1 forårsløg finthakket
en stilk pebermynte hakket
1. Varm dåsens indhold op i en kaserole og lad bønnerne lige småsimre et par minutter.
2. Imens hakkes alle grøntsagerne.
3. I en passende skål presses hvidløgsfedet. Citronsaften, olivenolie og salt tilsættes.
4. Bønnerne tilsættes marinaden (uden væsken). De masses blidt så marinaden kommer godt ind i alle hjørner. Dette gøres bedst med en morter. Det skal ikke være til mos, men som på billederne.
5. Grøntsagerne tilsættes og der smages til med salt og citron.
Server varm/lunken med arabisk durumbrød.
Denne ret hedder Maaloube, som betyder "vendt". Grunden til navnet er, at risene efter de er færdigkogte i gryden i kyllingefond med kyllingen, aubergine og kartofler (evt. blomkål), bliver vendt ud i et fad. Den bliver typisk spist med en lækker tomat/løg salat eller med yogurt.
Her kommer opskriften (4-5 per.):
Kylling+fond:
1 hel kylling
1 løg
2 laubærblade
et par kardemomme kapsler
et par hele nellikker
salt og peber
Ris:
4-5 kartofler skåret i skiver og saltet
1 aubergine skåret i 1-1,5cm runde skiver og saltet
olie til friturestegning
1 hel kogt kylling
500g basmati ris
1liter kyllingefond
1 magi tern (kylling)
salt og peber
1. Start med at partere kyllingen i 8 stykker. Kog den i rigelig vand. Skum af og tilsæt løg, laubærblade, kardemomme, nellikker, salt og peber. Kog kyllingen mør. Si fonden fra og opløs magiternet i. Gem til senere brug.
2. Læg risne i blød i lunken vand i minimum 1/2 time. Jo længere man lægger ris i blød jo mindre vand skal man bruge til kogning og jo mere "løse" bliver de i den færdige ret.
3. Friturekog kartoflerne til gyldne og stil til side. Friturekog aubergine til gylden og stil til side.
4. I en stor tykbundet slip-let gryde kommes kartoflerne nederst i gryden. Den kogte kyllingen kommes ovenpå, derefter de stegte auberginer. Risne skylles flere gange under vandhanen indtil deres vand bliver klar. Risne kommes i gryden som det sidste lag. Der smages til med salt og peber og fonden hældes over til den lige akkurat eller knap nok dækker risne. gryden rystes lige engang så risne kommer godt ned i lagene.
5. Skru op for komfuret til kogepunktet og lad risne koge i 5-10min, skru ned for varmen og lad dem stå under låg og klare sig selv indtil al vandet er absorberet/fordampet og risne er gennemkogte med stadig lækre løse uden at være klumpede.
6. Tag et fad større end grydens diameter, læg det over gryden som et låg og vend grydens indhold ud på fadet. Server straks med en god tomatsalat, tzaziki, eller bare yogurt natural:)
Velbekommen:)
Det her er endnu en sen morgenmadssalat som er lavet på modne tomater, feta og forårsløg toppet med tørret pebermynte, salt og olivenolie. Faktisk så er det en nem udgave af små "osteboller" kaldet shanklish, som er drænet yogurt rullet til små kugler med tomat, løg og forskellige krydderier.
Opskrift:
Feta ( jeg plejer at købe i grønthandleren en stor "dåse"/pakke hvor der er sådan nogle runde fetaoste i, jeg tror der nok er tale om 250g per ost, men bruger i hvertfald en halv af dem. så ca. 125 g) smuldret.
2 gerne modne tomater
1 lille forårløg
ca. 3 spsk god olivenolie
1 tsk tørret pebermynte
salt
Den smuldrede feta fordeles på en tallerken. Forårsløget hakkes fint og fordeles over. Tomaterne hakkes i små firkanter og kommes over som sidste lag. Der saltes, "olies" og drysses med pebermynte. Server med arabisk durumbrød eller server den som tilbehør til et større måltid:) Velbekomme!
Det skal man bruge:
1 hel laks
2 spsk blødt smør
en stor håndfuld hakket frisk koriander
1 hakket rød chili (efter smag)
hvidløg en masse, afhængig af fiskens størrelse, men vil sige sige 5 store fed (presset)
salt og peber
1 økologisk citron skåret i tynde skiver.
1. Vask laksen og dup den tør. Salt den godt ude og indvendigt. Skær nogen fordypninger gennem laksens skind så citronskiverne kan presses ind.
2. Bland de øvrige ingredienser til fyldet i en skål. og fordel det inde i laksen.
3. Steg fisken i ovnen ved ca. 220 grader i omkring 30-40 min (afhængig af størrelsen). Den må ikke få for meget, så bliver den tør og kedelig.
Server med en lækker syrlig salat og hjemmelavet pommes fritter:)
Velbekommen.
Her et billede af fyldet. I må undskylde den dårlige kvalitet.
De her rullede vindrueblade er helt sikkert en favorit. Det er ikke en ret man bare lige begiver sig ud i, da den kan tage flere timer at tilberede. Normalt vis sidder man aftenen før og ruller dem og først dagen efter tilbereder dem. Man kan lave den i to forskellige udgaver en vegetarisk og en med kød. Den her er med kød, som jeg selv er mest vild med. Bladene bliver fyldt med en ris og kød blanding, bliver trykket sammen i en gryde meget tæt og kogt med kød stykker og diverse grønt.
Det skal man bruge (ingen rigtige mål):
En god stak vindrueblade (kan købes færdigkogte ellers pluk dem i haven og kog dem selv)
Fyld:
ris (afhængig af hvor mange blade man har)
hakket oksekød (halvt så meget som ris)
lidt hakket persille
salt
peber
Gode stykker kød med ben f.eks kalvebryst eller lammeriben/bryst gerne lidt fede
1 løg
et par laubærblade
nellikkefrø
kardemommefrø
evt:
et par kartofler og gulerødder skåret i ringe
1 løg skåret i ringe
1. Kog vindruebladene i rigelig med saltet vand. Sæt dem til afkøling på en si.
2. lav fyldet imens ved at blande alle ingredienser til noget der minder om en fars. Jo mere kød jo mere gavmild er man;)
3. Sådan her bliver de rullet... kom fyldet på i midten af bladet så de kan formes som små fingre. fold siderne ind mod midten:
Start nedefra med at folde til det bliver en rulle på størrelse med en finger
Og her er de klar til at blive linet op i en gryde...
4. I en tykbundet gryde koges kalve/lammebenene 3/4 møre. Først koger man op, skummer af og derefter tilsætter løg og krydderier. Man kan bruge en trykkoger så går det hele meget hurtigere:) Men husk at man ikke behøves at koge kødet helt mørt, da det skal koges med vindruebladene også. fonden fra kødet gemmes.
5. I en tykbundet gryde anrettes halvdelen af kødet nederst i gryden. Ovenpå de ringskåret grøntsager. Derefter begynder man med vindruebladerullerne. De skal lines op side om side MEGET tæt, nærmest trykket sammen. De skal helst ikke have plads til at gå fra hinanden når de koger. Man liner dem op lag på lag i forskellige retninger og til sidst allerøverst den sidste halvdel af kødet.
6. Tilsæt fond fra kødet til det dækker halvdelen af grydens indhold og tag en tallerken som passer til grydens diameter og pres ned mod grydens indhold. Det er vigtigt at der kommer noget vægt på fra oven så vindruebladerullerne ikke går fra hinanden under kogning. kom evt noget ekstra tungt oven på tallerkenen.
7. Kog op, kom låg på og skru ned og lad gryden simre et par timer til vindreuebladene er blevet møre og ikke hårde at bide over. Tilsæt evt lidt ekstra fond hvis du føler at gryden er ved at tørre ud.
8. Vend grydens indhold ud på et dybt fad. Pas på! Gør det med omtanke og pas på den resterende væske ikke sprøjter ud over det hele.
9. Server med arabisk brød og spis gerne af fadet allesammen mens i dypper brødet ned i sovsen.
Held og lykke og velbekomme:)